Uden for planeten Neptun er en mængde objekter kaldet Kuiper Bæltet, Det første af dem blev opdaget i 1930 og blev kaldt planeten Pluto fordi man troede at den hørte til familien af planeter. Siden er en mængde lignende objekter fundet og i dag ved man at de ikke er dannet samtidig med planeterne. Bæltet er talerkenformet og strækker sig fra 30 til 100 AU (=middelafstand mellem solen og jorden = 149,6 × 106 km) fra Solen, mange af de kortperiodiske kometer kommer herfra. Legemerne er isede og af størrelsen 2000 km og nedefter. Muligvis tilhører Neptuns største måne Triton også disse objekter, og er indfanget af planeten, den bevæger sig rundt om Neptun i en bane der er modsat de andre større måner vi kender i solsystemet og det tyder på at den er dannet på en anden måde, tilsvarende er en del af de mindre måner sikkert indfangne Kuiper Bælte Objekter.
Håndværker - colic-help - skateboard - islam - tsunami
tirsdag den 28. august 2007
onsdag den 22. august 2007
ZERO
Så er den gal igen.
Coke zero, real taste , zero sugar... life as it should be..?
Sukkerfrie produkter, som påstår at smage lige så godt, identisk, eller måske endda endnu bedre end originalen, plejer at smage absolut tåbeligt.
Denne gang er jeg dog i tvivl om hvorvidt jeg rent faktisk kan smage forskel.
Og så kender jeg da nogle stykker, som godt kunne trænge til at gå over til sukkerfri cola.
også selvom 100 kg på jorden tilsvarer sølle 38 kg på mars.
Coke zero
Coke zero, real taste , zero sugar... life as it should be..?
Sukkerfrie produkter, som påstår at smage lige så godt, identisk, eller måske endda endnu bedre end originalen, plejer at smage absolut tåbeligt.
Denne gang er jeg dog i tvivl om hvorvidt jeg rent faktisk kan smage forskel.
Og så kender jeg da nogle stykker, som godt kunne trænge til at gå over til sukkerfri cola.
også selvom 100 kg på jorden tilsvarer sølle 38 kg på mars.
Coke zero
fredag den 17. august 2007
Afstandene i solsystemet.
Hovedformålet med astronomien er at finde menneskets plads i Kosmos. En væsentlig opgave i den forbindelse er, at finde afstandene til de forskellige astronomiske objekter.
Størrelsen af Jorden og afstanden til Månen.
De ældste og stadig ofte benyttede metoder bygger på trigonometri (trekantsgeometri). Jordens størrelse blev, efter at græske filosoffer var blevet overbevist om, at Jorden er en kugle, målt af Eratosthenes o. 250 f. Chr. Han konstaterede, at Solens kulminationshøjde i Aleksandria og Syrene i Ægypten var forskellig, og udfra den kendte afstand mellem byerne fandt han ret nøjagtigt Jordens omkreds.
Nogenlunde på samme tidspunkt lykkedes det Aristarchos fra Samos at måle afstanden til Månen; den er så tæt på Jorden, at den har en målelig parallakse1), ca. to månediametre for en basislinie lig jordradien.
En endnu nøjagtigere måling af måneafstanden fandt Hipparchos fra Nikæa o. 150 f. Chr.; udfra varigheden af måneformørkelser lykkedes det at beregne radius i månebanen. Han fik måneafstanden til ca. 30 jorddiametre.
Solafstanden.
Ptolemæus beregnede o. 150 e. Chr., på grundlag af Aristarchos målinger, at afstanden til Solen var 19 gange større end Månens afstand. Metoden, som Ptolemæus benyttede, går ud på at bestemme vinklen mellem Sol og Måne i det øjeblik, der er halvmåne (med vinklen Jord, Måne og Sol på 90 grader kan man nemt beregne afstanden fra Jorden til Solen). Da det ved observation er uhyre svært at konstatere det nøjagtige tidspunkt for halvmåne, er metoden usikker, og den afstand Ptolemæus fik er omregnet til nutidigt mål ca. 8 mill. km.
I de næste par tusind år fandtes ikke bedre metoder, men i senmiddelalderen blev måleudstyret udviklet så meget af bl.a. Tycho Brahe, at Kepler med samme metode kunne angive en solafstand på 23 mill. km.
Parallaksemålinger i Solsystemet.
Kepler, som troede på det Copernianske system med Solen i midten (heliocentrisk), fandt på grundlag af Tycho Brahes observationer de tre love, der er opkaldt efter ham, og som bestemmer planeternes bevægelser. Især den tredje lov er af interesse:
omløbstiden2/middelafstanden3 er det samme for alle planeterne, og da omløbstiderne kan bestemmes nøjagtigt, kan planeternes relative middelafstande beregnes.
Normalt angiver man middelafstandene i enheden AU (astronomical unit), som er middelafstanden mellem Jorden og Solen. En anden måde at udtrykke en AU er med solparallaksen, som er den vinkel, i hvilken jordradien ses fra Solen.
Keplers love betyder, at hvis man kan måle én afstand fra Jorden til en planet med et jordisk mål, kan man finde længden af en AU med jordiske længdeenheder. Da planeterne er langt væk, kræver denne måling en lang basislinie af kendt længde samt samtidige målinger af sigteretningen til planeten fra hver ende af basislinien.
For at bestemme en præcis basislinie må man kende Jordens størrelse. Den bestemte franskmanden Pichard i 1669 ved at måle kulminationshøjderne for en række stjerner fra hver ende af en nøjagtig opmålt strækning i Frankrig. Han fandt, at en grad på jordoverfladen svarede til 111,2 km.
Allerede tre år efter organiserede den kendte astronom Cassini en ekspedition, ledet af Jean Richer til Cayenne i Sydamerika. Formålet var samtidigt at måle den ganske lille parallakse planeten Mars udviser, når man ser den på baggrund af fiksstjernerne fra Paris og Cayenne. Man fandt afstanden til Mars, og Cassini fik derved en solparallakse på 9,5" (buesekund)2), eller en AU svarende til ca. 139 mill. km eller 11000 jorddiametre.
Samtidige astronomer har ikke umiddelbart taget Cassinis værdi til sig, og den har selvfølgelig også været behæftet med en vis usikkerhed. Newton angiver f.eks. 10,5" for solparallaksen i sin bog "Principia".
Planeterne Merkur og Venus har parallakser, der er målelige, da de er tæt ved Jorden. Det er så heldigt, at de en sjælden gang bevæger sig ind foran Solen, og deres position kan så måles med solen som baggrund. To forskellige observatører vil se planeterne bevæge sig i lidt forskellige baner hen over solskiven, og kender observatørerne deres indbyrdes afstand, kan afstanden til planeten beregnes.
Den mest velegnede planet er Venus, da den er nærmest, og derfor har størst parallakse, men desværre passerer Venus kun sjældent Solen. Der var Merkurpassager i 1677 og 1690. På dem kan astronomer have målt, selvom parallaksen, der skulle måles, var ganske lille: ca. 14" for en basislinie lig jordradien, og Merkurs skive på ca. 11". I 1690 udgav Christian Huyghens bogen "Traité de la Lumière". Heri angiver han en solafstand på 12000 jorddiametre. Vor hjemlige astronom Ole Rømer foretrak denne solafstand - eller mere nøjagtigt 11984 jorddiam - i sine beregninger.
Først i 1761 og i 1769 kom en Venuspassage. Det var bl.a. passagen i 1769, som var skyld i, at James Cook blev sendt til sydhavet på opdagelsesrejse. Desværre var den en skuffelse, da det viste sig, at Venus var vanskelig at måle på, fordi dens atmosfære gør planetskiven diffus.
Mange andre astronomer målte på Venuspassagen; bl.a. kan nævnes, at finnen Anders Johan Lexell, der sammen med Leonard Euler opholdt sig i Sct. Petersborg, udsendte ekspeditioner og fik pæne resultater.
Fra Danmark blev en ekspedition under ledelse af østrig-ungareren Maximillian Hell udsendt til Vardøhus, hvorfra passagen blev observeret d. 3. juni.
Senere er nøjagtige solafstande fundet ved parallaksemetoden anvendt på asteroider, f.eks. af Galle i 1875. Galle målte på asteroiden Flora og fik en solparallakse på 8,9".
I dag måles afstande i solsystemet ved fysiske metoder (radarekko), det giver en nøjagtighed på få km.
1)Parallaksen for et objekt er den lille forskel i sigteretningen til objektet, man kan iagttage fra to forskellige steder. De to steders forbindelseslinie kaldes basislinien.
2)1" er 1/60 af 1/60 af en grad. Hullet i en tokrone ses i denne vinkel på 1 km afstand.
Håndværker - colic-help - skateboard - nuts - commersial
Størrelsen af Jorden og afstanden til Månen.
De ældste og stadig ofte benyttede metoder bygger på trigonometri (trekantsgeometri). Jordens størrelse blev, efter at græske filosoffer var blevet overbevist om, at Jorden er en kugle, målt af Eratosthenes o. 250 f. Chr. Han konstaterede, at Solens kulminationshøjde i Aleksandria og Syrene i Ægypten var forskellig, og udfra den kendte afstand mellem byerne fandt han ret nøjagtigt Jordens omkreds.
Nogenlunde på samme tidspunkt lykkedes det Aristarchos fra Samos at måle afstanden til Månen; den er så tæt på Jorden, at den har en målelig parallakse1), ca. to månediametre for en basislinie lig jordradien.
En endnu nøjagtigere måling af måneafstanden fandt Hipparchos fra Nikæa o. 150 f. Chr.; udfra varigheden af måneformørkelser lykkedes det at beregne radius i månebanen. Han fik måneafstanden til ca. 30 jorddiametre.
Solafstanden.
Ptolemæus beregnede o. 150 e. Chr., på grundlag af Aristarchos målinger, at afstanden til Solen var 19 gange større end Månens afstand. Metoden, som Ptolemæus benyttede, går ud på at bestemme vinklen mellem Sol og Måne i det øjeblik, der er halvmåne (med vinklen Jord, Måne og Sol på 90 grader kan man nemt beregne afstanden fra Jorden til Solen). Da det ved observation er uhyre svært at konstatere det nøjagtige tidspunkt for halvmåne, er metoden usikker, og den afstand Ptolemæus fik er omregnet til nutidigt mål ca. 8 mill. km.
I de næste par tusind år fandtes ikke bedre metoder, men i senmiddelalderen blev måleudstyret udviklet så meget af bl.a. Tycho Brahe, at Kepler med samme metode kunne angive en solafstand på 23 mill. km.
Parallaksemålinger i Solsystemet.
Kepler, som troede på det Copernianske system med Solen i midten (heliocentrisk), fandt på grundlag af Tycho Brahes observationer de tre love, der er opkaldt efter ham, og som bestemmer planeternes bevægelser. Især den tredje lov er af interesse:
omløbstiden2/middelafstanden3 er det samme for alle planeterne, og da omløbstiderne kan bestemmes nøjagtigt, kan planeternes relative middelafstande beregnes.
Normalt angiver man middelafstandene i enheden AU (astronomical unit), som er middelafstanden mellem Jorden og Solen. En anden måde at udtrykke en AU er med solparallaksen, som er den vinkel, i hvilken jordradien ses fra Solen.
Keplers love betyder, at hvis man kan måle én afstand fra Jorden til en planet med et jordisk mål, kan man finde længden af en AU med jordiske længdeenheder. Da planeterne er langt væk, kræver denne måling en lang basislinie af kendt længde samt samtidige målinger af sigteretningen til planeten fra hver ende af basislinien.
For at bestemme en præcis basislinie må man kende Jordens størrelse. Den bestemte franskmanden Pichard i 1669 ved at måle kulminationshøjderne for en række stjerner fra hver ende af en nøjagtig opmålt strækning i Frankrig. Han fandt, at en grad på jordoverfladen svarede til 111,2 km.
Allerede tre år efter organiserede den kendte astronom Cassini en ekspedition, ledet af Jean Richer til Cayenne i Sydamerika. Formålet var samtidigt at måle den ganske lille parallakse planeten Mars udviser, når man ser den på baggrund af fiksstjernerne fra Paris og Cayenne. Man fandt afstanden til Mars, og Cassini fik derved en solparallakse på 9,5" (buesekund)2), eller en AU svarende til ca. 139 mill. km eller 11000 jorddiametre.
Samtidige astronomer har ikke umiddelbart taget Cassinis værdi til sig, og den har selvfølgelig også været behæftet med en vis usikkerhed. Newton angiver f.eks. 10,5" for solparallaksen i sin bog "Principia".
Planeterne Merkur og Venus har parallakser, der er målelige, da de er tæt ved Jorden. Det er så heldigt, at de en sjælden gang bevæger sig ind foran Solen, og deres position kan så måles med solen som baggrund. To forskellige observatører vil se planeterne bevæge sig i lidt forskellige baner hen over solskiven, og kender observatørerne deres indbyrdes afstand, kan afstanden til planeten beregnes.
Den mest velegnede planet er Venus, da den er nærmest, og derfor har størst parallakse, men desværre passerer Venus kun sjældent Solen. Der var Merkurpassager i 1677 og 1690. På dem kan astronomer have målt, selvom parallaksen, der skulle måles, var ganske lille: ca. 14" for en basislinie lig jordradien, og Merkurs skive på ca. 11". I 1690 udgav Christian Huyghens bogen "Traité de la Lumière". Heri angiver han en solafstand på 12000 jorddiametre. Vor hjemlige astronom Ole Rømer foretrak denne solafstand - eller mere nøjagtigt 11984 jorddiam - i sine beregninger.
Først i 1761 og i 1769 kom en Venuspassage. Det var bl.a. passagen i 1769, som var skyld i, at James Cook blev sendt til sydhavet på opdagelsesrejse. Desværre var den en skuffelse, da det viste sig, at Venus var vanskelig at måle på, fordi dens atmosfære gør planetskiven diffus.
Mange andre astronomer målte på Venuspassagen; bl.a. kan nævnes, at finnen Anders Johan Lexell, der sammen med Leonard Euler opholdt sig i Sct. Petersborg, udsendte ekspeditioner og fik pæne resultater.
Fra Danmark blev en ekspedition under ledelse af østrig-ungareren Maximillian Hell udsendt til Vardøhus, hvorfra passagen blev observeret d. 3. juni.
Senere er nøjagtige solafstande fundet ved parallaksemetoden anvendt på asteroider, f.eks. af Galle i 1875. Galle målte på asteroiden Flora og fik en solparallakse på 8,9".
I dag måles afstande i solsystemet ved fysiske metoder (radarekko), det giver en nøjagtighed på få km.
1)Parallaksen for et objekt er den lille forskel i sigteretningen til objektet, man kan iagttage fra to forskellige steder. De to steders forbindelseslinie kaldes basislinien.
2)1" er 1/60 af 1/60 af en grad. Hullet i en tokrone ses i denne vinkel på 1 km afstand.
Håndværker - colic-help - skateboard - nuts - commersial
tirsdag den 7. august 2007
Sony Ericsson, W580i
W580i fra Sony Ericsson er en skridttæller.
Nej, det er faktisk en mobiltelefon, men den Kan tælle dine skridt. Den er samtidig en walkman, så hvis du er ude og løbe en tur, i takt til musik, kan du nemt få at hvide, hvor mange beat slag der er i det pågældende nummer. Bare pas på at du ikke kommer til at aktivere "shake control" samtidig, for så skifter den nummer, hver gang du tager et skridt... - ha, men den ser vild ud!
Sony Ericsson w580i
Nej, det er faktisk en mobiltelefon, men den Kan tælle dine skridt. Den er samtidig en walkman, så hvis du er ude og løbe en tur, i takt til musik, kan du nemt få at hvide, hvor mange beat slag der er i det pågældende nummer. Bare pas på at du ikke kommer til at aktivere "shake control" samtidig, for så skifter den nummer, hver gang du tager et skridt... - ha, men den ser vild ud!
Sony Ericsson w580i
MERE BANG
Det er de varme omstændigheder, og udvidelsen der har givet betegnelsen "Big Bang" til de tidligste tider. Det var ingen egentlig eksplosion2), det var en pludselig dannelse af stof, rum, tid og naturlove. Grunden til dannelsen kendes ikke, og debatteres ivrigt mellem naturvidenskabsmænd, men en egentlig skaber er der dog ikke fundet spor af (hvem skulle i givet fald have skabt skaberen?).
Om den første brøkdel af første sekund af Universets historie kan fysikerne ikke sige meget, energitætheden var større end ved de voldsommeste eksperimenter, der er udført her på Jorden, og derfor kendes fysikken ikke (der findes selvfølgelig flere teorier). Men da temperaturen efter et sekund var dalet til ca. 10 mia. °C dannedes protoner, neutroner og elektroner3).
Efter et par minutter var temperaturen ca. 1 mia. °C og protoner og neutroner kunne klistre sammen til atomkerner, der dannedes tunge brintkerner og heliumkerner, de overskydende protoner er almindelige brintkerner. Nu gik nogle hundrede tusind år hvor temperaturen yderligere faldt og først da den var 3000° kunne atomkernerne indfange elektronerne og danne neutrale atomer. Her stammer mikrobølgestrålingen fra.
2)Det er kun tilsyneladende galakserne fjerner sig fra hinanden, i virkeligheden er det rummet der udvider sig, galakserne ligger stort set stille.
3)Disse partikler kaldes elementarpartikler, fordi de opfattes som universets byggesten. Man opdagede dog i 1960'erne at protoner og neutroner består af de endnu mindre quarker.
Håndværker - colic-help - skateboard - shortstories - creation
Om den første brøkdel af første sekund af Universets historie kan fysikerne ikke sige meget, energitætheden var større end ved de voldsommeste eksperimenter, der er udført her på Jorden, og derfor kendes fysikken ikke (der findes selvfølgelig flere teorier). Men da temperaturen efter et sekund var dalet til ca. 10 mia. °C dannedes protoner, neutroner og elektroner3).
Efter et par minutter var temperaturen ca. 1 mia. °C og protoner og neutroner kunne klistre sammen til atomkerner, der dannedes tunge brintkerner og heliumkerner, de overskydende protoner er almindelige brintkerner. Nu gik nogle hundrede tusind år hvor temperaturen yderligere faldt og først da den var 3000° kunne atomkernerne indfange elektronerne og danne neutrale atomer. Her stammer mikrobølgestrålingen fra.
2)Det er kun tilsyneladende galakserne fjerner sig fra hinanden, i virkeligheden er det rummet der udvider sig, galakserne ligger stort set stille.
3)Disse partikler kaldes elementarpartikler, fordi de opfattes som universets byggesten. Man opdagede dog i 1960'erne at protoner og neutroner består af de endnu mindre quarker.
Håndværker - colic-help - skateboard - shortstories - creation
torsdag den 2. august 2007
Masterseek.com
Masterseek.com is a search engine that connects businesses 2 businesses. The largest of its kind by the way! Are your company looking for new business partners? Give it a go at masterseek.com. You can choose from 45 million companies located in 75 different countries. See their company profiles and contact details as well uploading your own - so that other companies can find YOU if you have got what they are looking for!
masterseek
masterseek
Big Bang
Kosmologien er læren om universet som helhed dets struktur og udvikling. Den grundliggende iagttagelse indenfor moderne kosmologi var at galakserne fjernede sig fra os, og at det skete med hastigheder der voksede med deres afstand. Det er indlysende, at det betyder at de så må have været meget tættere på hinanden engang i fortiden. Ved at regne på universets udvidelse kommer man til at alt stof var samlet samme sted for 10-20 mia. år siden. Jo mindre plads universets energi havde, jo varmere var det, det tidlige univers var mange milliarder af grader varmt.
I slutningen af 1960'erne blev opdaget, at vi modtager en intens mikrobølgestråling fra alle retninger. Senere har det vist sig at denne stråling svarer til, at rummet har en temperatur på ca. 3° over det absolute nulpunkt1). Strålingen må stamme fra en tid hvor afstandene i universet var 1000 gange mindre end i dag og hvor temperaturen derfor var 1000 gange højere. For netop da universets temperatur kom ned under 3000° blev det gennemsigtigt, før var det fyldt med elektrisk ladede partikler, som vekselvirkede stærkt med strålingen.
1)Temperaturen er et mål for molekylerne i stoffets gennemsnitshastighed. Da der findes en mindstehastighed (0 km/timen), må der også være en mindstetemperatur, "det absolute nulpunkt", som svarer til - 273,15° Celsius.
Håndværker - colic-help - skateboard - nano - gimleskate
I slutningen af 1960'erne blev opdaget, at vi modtager en intens mikrobølgestråling fra alle retninger. Senere har det vist sig at denne stråling svarer til, at rummet har en temperatur på ca. 3° over det absolute nulpunkt1). Strålingen må stamme fra en tid hvor afstandene i universet var 1000 gange mindre end i dag og hvor temperaturen derfor var 1000 gange højere. For netop da universets temperatur kom ned under 3000° blev det gennemsigtigt, før var det fyldt med elektrisk ladede partikler, som vekselvirkede stærkt med strålingen.
1)Temperaturen er et mål for molekylerne i stoffets gennemsnitshastighed. Da der findes en mindstehastighed (0 km/timen), må der også være en mindstetemperatur, "det absolute nulpunkt", som svarer til - 273,15° Celsius.
Håndværker - colic-help - skateboard - nano - gimleskate
Abonner på:
Opslag (Atom)
